Dette blogindlæg er del 1 af 3 om Mettes og Pórs rejse. Disse tre blogindlæg er blevet til ud fra en samtale med Mette, hvor hun deler ud af den proces, hun har været i med Pór.
Et sygdomsforløb starter ikke nødvendigvis med dramatiske symptomer eller et akut opstået problem. Det kan starte med en mavefornemmelse. Sådan var det for Mette og hendes islandske hest Pór.
Når Mette ser tilbage i dag, er der flere ting, der giver mening. Tegn, som hver for sig kunne forklares væk, men tilsammen gav et billede af, at noget ikke var, som det skulle være.
Pór var begyndt at sige nej tak til indparkering ved opstigningsskamlen. Det var de ellers blevet gode til efter at have trænet det med positiv forstærkning. Udover den tiltagene udfordring med opstigningsskamlen, begyndte der også at være dage, hvor det virkede til, at han havde “håndbremsen trukket”. Der var ikke nødvendigvis ét stort rødt flag, men der var en følelse af, at noget havde ændret sig og at Pór ikke længere
var helt med på opgaven.
Adfærd er kommunikation
Heste er mestre i at kompensere. De er sjældent højlydte omkring ubehag eller smerter – og når de er, er det fordi, det allerede er ret alvorligt. I stedet ser vi ofte små forandringer: en hest, der bliver lidt mere modvillig, lidt mindre fremadgående eller lidt sværere at motivere.
Det betyder ikke, at enhver ændring er et tegn på sygdom. Men det betyder, at vores observationer som hesteejere er vigtige. Fordi hvor går grænsen mellem en hest, der har en dårlig dag, og en hest, der forsøger at fortælle os, at der er noget større galt?
For Mette blev det starten på en længere proces. Samtidig med, at hun havde en fornemmelse af, at der var noget alvorligt galt, havde Pór også taget på de sidste to somre. Han havde ramt en kampvægt på ca. 455kg, og der var ingen tvivl om, at han skulle tabe sig. Derfor valgte hun at sætte ind med både undervisning, tilpasning af fodringen og fik fat i dyrlægen med henblik på at finde ud af, hvad Pór og hendes mavefornemmelse forsøgte at sige.
Heldigvis for det. Mettes mavefornemmelse havde nemlig helt ret.
Da hele deres verden pludselig ændrede sig
Pór blev henvist til en CT-scanning.
Resultatet viste forandringer i kæbe og hals, som krævede behandling. Der var bare lige det, at selve behandlingen også indebar en ret stor udfordring. På grund af Pórs overvægt var der nemlig en betydelig risiko forbundet med den nødvendige behandling. Derfor skulle der tages blodprøver først.
Blodprøverne viste, at Pór uden tvivl ville være i høj risiko for at blive forfangen, hvis han blev behandlet på daværende tidspunkt. Tilstanden han var i kaldes insulin dysregulation.
Insulin dysregulation er et udtryk for en større hormonel ubalance, hvor cellerne er blevet ”døve” for signalerne fra insulin. Insulin er den nøgle, der låser døren til cellerne op, så sukkerstofferne i blodet kan komme ind ad døren til cellen og blive brugt til at danne energi. Når insulin-nøglen pludselig ikke kan låse celle-døren op længere, bliver sukkerstofferne ved med at suse rundt i blodbanerne uden nogen steder at tage hen. Dermed signaleres der hele tiden til kroppen, at blodsukkeret er højt, og der skal frigives mere insulin (flere nøgler til dørene), men lige lidt hjælper det, fordi nøglerne passer ikke længere i dørlåsen. Det sætter en kaskade af reaktioner i gang. Heste med insulin dysregulation har en øget risiko for at udvikle forfangenhed. Håndteringen af tilstanden vil altid omfatte tilpasning af fodringen, vurdering og håndtering af hestens huld og i nogle tilfælde medicinsk behandling.
Pludselig handlede det ikke længere om et langsomt vægttab. Nu hastede vægttabet. Der var et klart mål, en etisk tidsfaktor og en hest, som samtidig ikke måtte motioneres ret meget.
Ingen ridning. Ingen longering. Kun gåture i det omfang Pór ville være med.
Og vinteren stod for døren. Lige præcis den her vinter gjorde hyppige gåture noget nær umuligt i perioder pga. sne og is.
“Det var jo et uoverskueligt vægttab, jeg stod overfor,” fortæller Mette.
Det virkede uoverskueligt, og fremtiden var også uvis på det tidspunkt. Alle var dog enige om at Pór skulle have chancen. Jeg opdaterede Pórs foderplan ud fra de nylige diagnoser og den stramme tidslinje, der lå for at få ham fit for fight igen. Mette fulgte den til punkt og prikke og gav ikke et gram mere foder end hvad planen sagde. Det satte skub i tingene. Et par måneder inde i vægttabet begyndte han også at få blodsukkerregulerende medicin i håbet om at kunne normalisere hans værdier i tilpas grad til, at han kunne få sin ledbehandling hurtigere.
Når ansvaret føles tungt
At være hesteejer indebærer et enormt ansvar. Vi træffer beslutninger hver eneste dag på vegne af et andet levende væsen. Og når der opstår sygdom eller komplekse problemstillinger, følger tvivlen ofte med.
Gør jeg det rigtige? Burde jeg gøre mere?
Mette stod ikke bare med en hest, der skulle tabe sig markant. Hun stod også med ønsket om at gøre det på en måde, hvor Pór fortsat kunne have et godt hesteliv.
Mette siger:
”Der, hvor han pludselig skulle tabe så meget. Der var det vigtigt for mig, at jeg havde dig at sparre med. Jeg var sindssygt bange for, at jeg bare ville ende op med en hest med mavesår for eksempel. Hvordan sikrer jeg, at han får det han skal have, og det ikke pludselig bliver stresset. Det har jo været kombinationen af både at han havde ondt og ikke måtte få så meget at spise. Det var både han og jeg presset over i starten. Han kom jo og ”spurgte”, om han ikke skulle have noget nu? Det var det der med at forstå, at jeg ikke gjorde skade på ham. Jeg ved godt at han skulle tabe sig og det helst skulle gå ret hurtigt. Det synes jeg var svært. Og i processen, der tror jeg, jeg blev klar over, at der fandtes noget der hed medlidenhedsfodring. Det har jeg helt klart bidraget til. Du ved ind imellem haft ondt over at ja, at han havde ondt. Der betød den personlige sparring enormt meget. Der gik noget tid, inden jeg selv så retningen altså jeg vidste jo godt han skulle tabe sig, men jeg der gik noget tid inden jeg ligesom kunne se hallo, hvis du virkelig holder dig til sporet, så går det altså stærkt, og han kan godt have det godt imens. Kombinationen af hele tiden selv blive hjulpet og støttet i, at det er det rigtige du gør kombineret med at have de rigtige rammer for ham, og jeg faktisk kunne give det han havde brug for”
Heldigvis havde Mette i forvejen et stærkt team af fagfolk omkring sin hest, og det blev samspillet mellem dem og Mettes egen enorme indsats, der gjorde forskellen for Pór. Jeg var et af de fagfolk, og Pórs dyrlæger har ligeledes været uvurderlige i processen.
Du behøver ikke stå alene
Noget af det, Mette fremhæver som betydningsfuldt i forløbet med Pór er følelsen af ikke at stå alene med ansvaret. At have nogen at sparre med.
Nogen, der kan hjælpe med at omsætte stråfoderanalyser, blodprøver og observationer til konkrete tiltag i hverdagen. Hvis du selv står med en hest, hvor du har en fornemmelse af, at noget ikke stemmer, behøver du ikke have alle svarene fra starten. Det kan starte med en samtale eller at få samlet puslespilsbrikkerne i en bunke. Det kan starte med at tage din egen mavefornemmelse alvorligt.
Hvis du har brug for sparring omkring din hests fodring eller trivsel, kan du læse mere om mine foderplaner og forløb, hvor vi sammen finder en vej, der passer til netop din hest og jeres hverdag.
Få overblikket over dine valgmuligheder her: https://helanyequine.dk/konsultationer/
Læs mere om Holistisk Foderplan her: https://helanyequine.dk/foderplaner/
Fortsættelsen på Pórs historie
For Mette og Pór var diagnosen kun begyndelsen. For hvordan hjælper man egentlig en hest med at tabe næsten 90 kg, når den samtidig ikke må trænes? Hvordan navigerer man i stråfoderanalyser, medicin, vinter, foldforhold og frygten for at gøre noget forkert på sin hests vejne?
Det kan du læse mere om i næste del af Pórs historie.
En stor tak til Mette for at dele både de svære og de gode dele af hendes og Pórs rejse. Jeg ved, hvor sårbart det kan være at invitere andre med ind i et forløb som dette.
Mit håb er, at deres historie kan minde andre hesteejere om, at de små tegn er værd at lytte til – og at man ikke behøver stå alene med ansvaret for at finde den rette vej videre.
