Forfangenhed hos heste er oftest associeret med forårets og sommerens græs, men heste kan reelt set blive forfangne året rundt og nogle heste vil være mere disponeret for det end andre. Når man gerne vil rehabilitere en forfangen hest, bliver hestens fodring fuldstændig afgørende for hestens bedring.
Hvad er forfangenhed
Forfangenhed kaldes også laminitis, og oversættelsen af laminitis giver en ret præcis beskrivelse af den tilstand, der er tale om. Lamin referer til lamellerne i hovene og itis betyder inflammation. Med andre ord er forfangenhed inflammation i lamellerne i hovene. Dette er fælles for de forskellige typer af forfangenhed. Der vil desuden være en anormal blodtilførsel til hovene, når tilstanden er opstået. I alvorlige tilfælde af forfangenhed sker der står voldsom svækkelse af lamellerne at hovbenet separeres fra hovkapslen, og der kan ske en rotation af hovbenet. Uanset graden af forfangenhed, er det en meget smertefuld tilstand for hesten. Derfor er det også vigtigt, at reagerer lynhurtigt, hvis man først observerer tegn på forfangenhed hos sin hest. Derudover kan der være forskel i årsagen til at inflammationen er opstået i første omgang, og det er vigtigt at kende årsagen for at kunne hjælpe hesten bedst muligt.
Hvorfor kan en forfangenhed opstå?
Der findes en række forskellige årsager til at forfangenhed opstår. Den mest hyppigst forekommende type af forfangenhed kaldes endokrinologisk laminitis (i daglig tale kan det blive omtalt som metabolsk forfangenhed). Det er en forfangenhed, som er opstået som følge af en dysregulation af hormoner hos hesten. I et finsk studie foretog man en undersøgelse af heste, der blev diagnosticeret med forfangenhed. Her blev det estimeret at op mod 89% af de forfangenheder, der diagnosticeres, er heste med endokrine udfordringer. Ud af dem havde ca. 1/3 af dem indikationer for PPID og ca. 2/3 havde indikationer for insulinresistens. 95% af dem, der havde insulinresistens, var overvægtige.
Hermed bliver det tydeligt at hestens (over)vægt, hesten insulinfølsomhed og generelt stofskifte er vigtige faktorer, hvis vi gerne vil forebygge forfangenhed. Og er hesten blevet forfangen, kan det være værd at foretage yderligere undersøgelser for at afgøre om hesten har EMS eller PPID. Det kan dyrlægen vurdere i samarbejde med dig ud fra hestens historik og nuværende tilstand.
Du kan læse mere om PPID her: https://helanyequine.dk/har-din-hest-ppid/
Når der er tale om en insulindysregulation eller uopdaget PPID, der ligger bag forfangenheden, er det oftest hestens fødeindtag, der er triggeren for at forfangenheden er opstået. Her er den klassiske hestens sukkerindtag fra forårs- og sommergræsset, men det er ikke altid årsagen. Det kan også være at hestens stråfoder indeholder for meget sukker og hesten derigennem har haft en voldsom insulinrespons. Andre gange er der også en tydelig hændelse bag forfangenheden som f.eks., hvis hesten får lukket sig selv ud fra boks eller fold og holder spisefest i foderrummet. Her er det især sukker- og stivelsesholdige foderemner, der kan øge risikoen både ift. hestens insulinrespons, men i høj grad også hestens fordøjelsesfunktion og balancen mellem mikroorganismerne i hestens stortarm. Selvom insulindysregulation er den afgørende faktor for forfangenheden, skal man bestemt ikke undervurdere, hvor meget hestens fordøjelsesfunktion og kommunikationen via tarm-hjerne-aksen har af betydning for hestens generelle helbred.
Nogle af de andre årsager, der kan være i spil er:
- Medicinsk behandling med corticosteroider (binyrebarkhormon)
- Forgiftninger f.eks. fra indtag af giftige planter
- Bakteriel infektion f.eks. hvis folene hoppe tilbageholdt efterbyrd
- Traumatisk/mekanisk forfangenhed som lidt firkantet sagt er en voldsom overbelastning af en eller flere at hestens hove. Det kan f.eks. være hvis hesten i et sygdomsforløb har brug for at belaste et ben voldsomt for at aflaste et andet. Den mekaniske forfangenhed kan også ses i forbindelse med nogle af de andre typer.
Vinterforfangenhed – er det en ting?
Nogle har måske hørt udtrykket vinterforfangenhed? Nogle ville holde hårdt fast i, at det er en ting, mens andre mener, at det ikke eksisterer. Begge parter har lidt ret. Vinterforfangenhed er nemlig ikke en diagnose, og der vil være tale om en kulderelateret ømhed eller smerte i hovene, der kan være relateret til endokrin- og mekanisk forfangenhed. Det er nemlig helt reelt at nogle heste får noget, der ligner nye anfald af forfangenhed om vinteren. Det vil i mange tilfælde være heste med stofskifteudfordringer, hvor kulden trigger en reaktion. I andre tilfælde kan det handle om at kulden gør jorden hård og knoldet, og det derved er selve underlaget hesten reagerer på.
Når der er tale om en reaktion på kulden, handler det om den signalering, der sker i kroppen for at holde på kropsvarmen. I kulden vil hestens blodkar trække sig sammen for at holde på varmen. Det er blot en af flere funktioner hesten har for at passe på sin kropsvarme – og det er helt normalt. Her kan heste med stofskifteudfordringer som f.eks. PPID, EMS, overvægt, en grad af insulinresistens m.m. være udfordret, fordi de ikke nødvendigvis har en normalrespons på den her sammentrækning af blodkarrene. Det vil sige en sund og rask hest uden stofskifteproblemer vil have en normalreaktion på kulden, hvor blodkarrene trækker sig (let) sammen for at holde på varmen, hovenes baller og stråler fungerer som venepumper for hver skridt hesten tager og sikrer en blodcirkulation til hove og ben, der stemmer overens med kroppens regulering og vejrforholdene. For hesten med stofskifteudfordringer opstår der i stedet udfordringer med blodtilførslen til ben og hove, fordi kroppen har en overreaktion på beskeden om at trække blodkarrene sammen. Derved bliver blodtilførslen og udvekslingen af ilt, affaldsstoffer og næringsstoffer i hovene kompromitteret. Sammenholdt med en eventuel frossen jord eller heste, der står mere på boks, kan den manglende bevægelse også bidrage til de samlede faktorer, der påvirker blodcirkulationen. I de tilfælde hvor hesten udviser tegn på forfangenhed som resultat af kulden, er det dermed ikke kulden i sig selv, der er problemet, men højest sandsynligt en indikation på endokrine udfordringer hos hesten. Og det skal tages alvorligt uanset, om der er tale om en reel forfangenhed eller det man måske kan kalde kulderelaterede hovsmerter.
Hvilke tegn på forfangenhed kan du holde øje med?
Uanset hvornår på året og hvad hesten bliver forfangen af, så er der en række symptomer, du kan holde øje med. Det kan være at hesten:
- Virker mere ømtået end normalt
- Har en stikkende gang
- Går med kortere skridt eller stivere end normalt
- Skifter vægten fra ben til ben hyppigt
- Har svært ved eller nægter helt at løfte ben, når der renses hove
- Ændrer adfærd
- Får meget varme hove
- Har øget puls i benene
- Forsøger at aflaste et eller flere ben helt
Ser du et eller flere tegn på at din hests trivsel er ændret, skal du reagere. Her er det en fordel at kende hestens normaltilstand bl.a. ved at notere, hvordan hestens hove føles rent temperaturmæssigt ved forskellige vejrforhold, hvordan føles pulsen i benene (hvor tydelig eller svag er den), observér din hest, når den bevæger sig på folden og på forskellige underlag. Ved at kende normaltilstanden, har du mulighed for at fange det lynhurtigt, når noget afviger fra normalen.
The British Horse Society har lavet en rigtig fin infografik over nogle af de mere subtile tegn på forfangenhed. Du finder linket i referencerne nederst i dette blogindlæg.
Observerer du tegn på forfangenhed, er det vigtigt, at du får ringet til dyrlægen, så din hest kan blive undersøgt nærmere. Det kan være tegn på forfangenhed, men nogle af disse tegn kan også være tegn på andre problematikker og den rette diagnose er vigtig for at du og din hest får den rette hjælp fra fagpersonerne omkring jer.
Udover at kende årsagen, adressere årsagen og lægge en behandlingsplan i samarbejde med hestens dyrlæge, er der en række tiltag i hestens fodring og management, du kan gøre, hvis din hest først er blevet forfangen.
Fodring af den forfangne hest
Selvom man primært kigger på én drivende faktor for, hvad der har været triggeren for at hesten er blevet forfangenhed, er sandheden oftest, at der er flere elementer, der udgør det samlede resultat. Så samlet set er det helheden, der har udgjort den endelig reaktion hos hesten. Dermed bør indsatsen for at rehabilitere hesten også være helhedsorienteret. Her er hestens fodring en fuldstændig afgørende faktor, når man gerne vil rehabilitere en forfangen hest. Én ting er at hestenes stråfoder bør tænkes som en del af hestens medicin ved især den stofskifterelaterede forfangenhed (endokrinologisk laminitis), men vi kan også påvirke en række processer i hestens krop via fodringen.
Hestens foder har bl.a. indflydelse på:
- Den inflammatoriske respons
- Integriteten af strukturer som hove, sener og ligamenter
- Blodsukkeret og insulinregulationen
- Blodcirkulation (også ned i hovene)
- Balancen i hestens tarm-mikrobiota (tarmflora) og evt. uskadeliggørelse af toksiner
- Hestens generelle fordøjelsesfunktion
Det kræver en solid indsats, men det betyder også, at du som hestens ejer kan have ret stor indflydelse på, hvordan sygdomsforløbet går for din hest.
Vil du gerne have styr på din hests forfangenhed?
Har du en forfangen hest, der er blevet forfangen, så er mit online kursus Sådan får du styr på din hests forfangenhed – 3 faser der får din hest på rette køl igen med den rette fodring og management til dig.
I mit spritnye online kursus får du konkrete værktøjer, du kan tage i brug for dig og din hest under rehabiliteringen, så du med ro i maven kan navigere i din hests fodring og få din hest på rette køl igen.
Vil du vide mere? Så læs videre her: https://l.lumant.dk/forfangenhed
Foretrækker du, at jeg sammensætter planen for dig, så har du også mulighed for at bestille en Holistisk Foderplan hos mig her: https://l.lumant.dk/holistisk-foderplan
Et par af referencerne til dette blogindlæg:
Dr. Eleanor Kellon, Cushings & Insulin Resistance ch.5, 2020.
N.P. Karikoski, I. Horn, T.W. McGowan, C.M. McGowan, The prevalence of endocrinopathic laminitis among horses presented for laminitis at a first-opinion/referral equine hospital, Domestic Animal Endocrinology, Volume 41, Issue 3, 2011, Pages 111-117,
Infographic over symptomer på forfangenhed:
https://www.bhs.org.uk/horse-care-and-welfare/health-care-management/horse-health/equine-diseases/laminitis/






