En hestecentreret tilgang

af | sep 10, 2024 | Hestetræning

En helhedsorienteret tilgang til hestetræning og undervisning er også en hestecentreret tilgang.

Ligesom med alt andet her hos Helany Equine har jeg en helhedsorienteret tilgang til undervisningen uanset om det er ridning eller træning fra jorden. Når man får undervisning af mig, er det ud fra en hestecentreret tilgang, hvor vi arbejder ’med’ hesten frem for ’på’ hesten. Det betyder dog ikke, at du som hestens menneske og rytter bliver glemt.

Når vi arbejder med hestens nervesystem, bevægemønster, kropsholdning, muskelsætning og fordøjelsesfunktion, må vi ikke undervurdere, hvor meget vi som ryttere påvirker vores heste på godt og ondt. Både når vi sidder i sadlen til en undervisning, men også i den daglige håndtering og andre træningssituationer.

Større kropsbevidsthed og bedre bevægelser

Mit fokus ligger på at skabe sunde og holdbare rideheste, der bevæger sig frit og har tillid til deres rytter i den daglige omgang og i uvante situationer. Jeg integrerer bl.a. min viden om, hvordan rytter, udstyr, muskelspændinger, foldmiljø, fodring m.m. påvirker hesten i træningen, så du med enkle, men effektive værktøjer bliver godt klædt på til at navigere i, hvilke faktorer, der kan påvirke din hest i træningssituationer og skabe det bedst mulige set-up for jer.

Igennem mit arbejde med hestene, har jeg haft mange forskellige typer af heste i hænderne – det være sig deres baggrund, race, disciplin og træningsniveau. Uanset hvilket udgangspunkt I har, er mit mål at både hest og rytter bliver bedre sammen og har glæde af hinanden.

Vi kigger sammen på, hvor din du og din hest er på nuværende tidspunkt, og hvad dine ønsker er som rytter. Det kan både være små og store mål, du ønsker at opnå sammen med din hest. Her vender vi også hvilke udfordringer du og din hest er løbet ind i – eller hvilke frustrationer, der kan dukke op i træningen.

Med et stærkt fokus på samtykke og lade hesten være en del af kommunikationen under lektionen, vil vi sammen arbejde hen mod det harmoniske punkt, hvor hest og rytter kan mødes og udvikle sig videre sammen. Det er i relationen og træningen med vores heste at vores nervesystemer mødes, og det er enormt vigtigt, at der er skabt et set-up, der er trygt og til gavn for både hest og rytter. Det giver nemlig rolige nervesystemer og effektiv træning. Det er en investering i din hests langsigtede sundhed og præstation og samarbejde, og kan hjælpe med at opnå de bedste resultater både på og uden for banen.

Kommunikationen mellem hest, rytter og underviser

Jeg har også et stort fokus på det kropssprog og den energi, der er imellem dig og din hest. Som underviser vil jeg være et tredje element, der påvirker jer i selv undervisningssituationen. Min fornemmeste opgave er, at skabe en tryg ramme for dig og for din hest i undervisningssituationen, og give dig værktøjerne til at bibeholde den gode kommunikation med din hest, når jeg ikke er der. Derved sikrer vi os, at du og din hest forstår hinanden, forebygger uønskede situationer pga. ”mudret” kropssprog og kan fokusere på, der hvor du gerne vil hen med din hest.

Dette er vigtigt for alle heste og ryttere, men jeg ser især at dette fokus rykker rigtig meget for de nervøse ryttere eller ryttere, der har nogle negative oplevelser med i bagagen. Ligesom det også gør en storforskel for de helt unge heste, der først lige er ved at lære, hvilke forventninger, der er til dem. Og de heste, der kommer med noget bagage og måske har haft negative oplevelser i situationer på banen. Tryghed og fokus på de ting, vi ønsker, betyder utrolig meget for både hestens og rytterens udvikling.

Hvad kan jeg hjælpe med:

  • Den gode grundridning – uanset disciplin. Få bygge fundamentet for en sund og stærk ridehest.
  • Få lagt fundamentet med arbejde fra jorden: Longe og afspænding af hestens krop under træningen.
  • Genoptræning: Få nye input til at komme godt fra start med genoptræningen efter en skade eller en længere træningspause.
  • Opstart af unge heste: Få basissignalerne og -kommunikationen på plads til håndtering af den unge hest i dagligdagen.
  • Opstart af unge heste: Få hjælp til de grundlæggende bevægemønstre, der hjælper dig godt fra start inden ryttertilvænning og tilridning.
  • Opstart af unge heste: Ryttertilvænning hjemme i hestens egne trygge rammer
  • Miljøtræning: skal din hest lære at håndtere nye ting som f.eks. at være tryg ved trailerlæsning og -kørsel, være tryg i trafikken eller lignende, så hjælper jeg også gerne med det.
  • Hjælp til håndtering, forståelse og ændring af uønsket adfærd.
  • Hjælp til afspænding af hestens muskulatur i forbindelse med træningen.

Et par spørgsmål fra jer

Kan jeg kombinere denne type undervisning med anden undervisning?

Da det jeg underviser i, er fundamentet for sund bevægelse og præstation på den lange bane, kan man i flere tilfælde godt kombinere med andre typer undervisning. Det kan f.eks. være springrytteren, der gerne vil have bygget fundamentet med mig, men også får springundervisning hos en anden træner. Det kan også være rytteren, der med jævne mellemrum tager sin hest med på kurser med forskellige undervisere, men også gerne vil have input derimellem. Eller dressurrytteren, der i en periode vil tilbage til fundamentet for at få forbedret kvaliteten af de sværere øvelser. Hvis du er i tvivl om den kombination, du har i tankerne, giver mening, er du mere end velkommen til at tage kontakt til mig på susan@helanyequine.dk.

Hvor ofte bør jeg få undervisning?

Det afhænger fuldstændig af, hvad du gerne vil have min hjælp til, hvor ofte du træner med din hest, hvad jeres mål er, og om I også får undervisning ved en anden træner. Ofte vil hver 2. uge være det optimale i starten, men større eller mindre intervaller kan også komme på tale. Hos nogle kan det f.eks. være relevant med kortere intervaller, så undervisningen i en kort periode er lidt mere intensiv, mens det i andre situationer vil give mening at sætte intervallet ved hver 3. eller 4. uge.

Hvad gør jeg mellem lektionerne?

Du vil altid få ”lektier” for, så du ved, hvad du skal øve dig på til næste lektion. Træningen mellem lektionerne er mindst lige så vigtige som selve lektionerne, da du her får mulighed for at mærke efter og øve dig sammen med din hest.

Kan du ride min hest, hvis jeg har svært ved at forklare, hvad det er jeg mærker, eller har nemmere ved at forstå noget ved at se det udført med hesten?

Ja, hvis der er behov for, at jeg laver noget med hesten fra jorden eller ryggen, overtager jeg gerne tøjlerne. Det vil altid være en vurdering i den specifikke situation, om det giver mening for både hesten og rytteren. I de situationer hvor jeg rider eller træner hesten for dig, vil målet oftest være, at du selv overtager igen tøjlerne igen, når du og hesten er klar. Her er min funktion at fungere som brobygger mellem jer.

Du kan se priser samt hvilke områder, jeg underviser i med faste intervaller her: https://helanyequine.dk/undervisning/

Velkommen til bloggen

Her deler jeg løbende blogindlæg om den holistiske tilgang til hestens fodring og træning.