Leaky Gut Syndrome

af | sep 21, 2024 | Fodring, Fordøjelsesproblemer, Hestens stråfoder, Krybbefoder

Leaky af hvad for noget? Navnet giver ikke nødvendigvis de bedste associationer, hvis man ikke er stødt på dette syndrom før, men Leaky Gut Syndrome er en tilstand hos heste, der skal tages alvorligt. Hvis vi skal lave en dansk oversættelse, vil det være noget i retning af utæt tarm eller øget tarmpermeabilitet.

Leaky Gut Syndrome er en tilstand hvor tarmens slimhinde bliver beskadiget. På tarmslimhindens overflade sidder epitelceller, som holdes sammen af nogle bindinger, man kalder tight junctions. Slimhinden i tarmen udgør en vigtig barriere i reguleringen af, hvad der optages hen over tarmvæggen, og hvad der forbliver i tarmen uden at blive optaget. Tilstanden med utæt tarm opstår, når bindingerne mellem epitelcellerne svækkes, og der skabes et læk eller en utæthed, der gør at tarmslimhinden ikke længere kan opretholde den strikse regulering af, hvad der bliver optaget. Dermed bliver tarmvæggen lettere gennemtrængelig (øget permeabilitet), og større molekyler som f.eks. affaldsstoffer, bakterier, delvist fordøjede proteiner m.m. får mulighed for at trænge igennem tarmvæggen over i blodbanerne. Dermed kommer molekyler, der aldrig skulle have haft mulighed for at passere hen over tarmvæggen, ind i hestens blodcirkulation. Når dette sker, bliver immunforsvaret sat i alarmberedskab, og det vil bl.a. påvirke den inflammatoriske respons. Den øgede permeabilitet i tarmen vil også have konsekvenser for hestens nervesystem, da blod-hjernebarrieren vil blive påvirket af den øgede permeabilitet.

Den øgede tarmpermeabilitet har ikke kun konsekvenser for hestens immunforsvar og nervesystem, men kan også være et led i andre problematikker. Der ses bl.a. en association mellem denne tilstand og EMS samt insulin resistens og allergier. Øget tarmpermeabilitet vil ofte ses som en sekundær tilstand eller en tilstand i association med andre problematikker, og vil oftest være en tilstand, der har rod i fysisk eller mental stress hos hesten. Det kan dog også opstå som et primært problem hos visse heste.

Hvilke faktorer kan øge risikoen for Leaky Gut Syndrome hos heste?

  • Hyppig kørsel/transport
  • Langvarig transport
  • Krybbefoder eller stråfoder hvor der er problemer med den hygiejniske kvalitet
  • Store ændringer i klima/temperatur som f.eks. høje varmetemperaturer eller særdeles koldt vejr.
  • Hård træning
  • Følelsesmæssig stress f.eks. hvis hesten separeres fra sin flok uden at være klar til det eller ved større ændringer i hestens miljø.
  • EMS
  • Insulin resistens eller dysregulation
  • Kolik
  • Sand i tarmene
  • Medicin som f.eks. antibiotika*
  • Generelt stress (både fysisk og mental)
  • Smerter

*medicinsk behandling er nogle gange en nødvendighed, så husk altid at følge dyrlægens anbefalinger i den henseende. Det vil være et spørgsmål om, at man gennem bl.a. fodringen kan hjælpe hesten yderligere og sørge for at fordøjelsessystem og især tarm-mikrobiotaen får de bedste vilkår både under og efter den medicinske behandling.
Alle disse ovenstående faktorer er i en eller anden grad forbundet med stress for hesten. Når stressoren overstiger hestens kapacitet til at håndtere det, opstår problemerne. Her er det bl.a. vigtigt at have tarm-hjerne-aksen for øje, da kommunikationen mellem hestens nervesystem og fordøjelsessystem er særdeles vigtig, når vi gerne vil forebygge udfordringer som f.eks. Leaky Gut Syndrome.

Har du brug for et overblik over den hygiejniske kvalitet af stråfoder, kan du læse mere her: https://helanyequine.dk/hygiejniskkvalitet/


Hvilke tegn kan du holde øje med?

  • Ustabil fordøjelse hvor hesten reagerer negativt på selv små ændringer i fodringen eller ved introduktion af nye tilskud.
  • Kraftig reaktion på fordøjelsen ved tildeling af bestemte råvarer eller allergi-lignende  reaktioner ved miljø eller foderpåvirkninger.
  • Kontinuerlige fordøjelsesproblemer som f.eks. løse hestepærer, efterløb, bløde hestepærer m.m.
  • Ændringer i hvor godt hesten præsterer under træning f.eks., at du mærker modstand, når du lægger benene til hesten eller hesten virker stiv eller ugidelig.
  • Adfærdsændringer såsom hesten virker mere sur eller utilpas i håndtering. Det kan være hesten siger fra ved gjordspænding eller bestemte berøringer som f.eks. strigling ved at lægge ørerne tilbage, bide, piske med halen eller lignende.
  • Adfærdsændringer såsom øget nervøsitet, eller meget skiftende adfærd mellem høj stress/nervøsitet og rolig.
  • Hesten kan ikke stå stille, men skifter vægten fra bagben til bagben og kan ikke rigtig finde hvile.
  • Heste, der ser ud som om, at de ”suger maven ind”, så hesten virker optrukket og spændt i maveregionen.
  • Heste, der er svære at holde huld på på trods af rigelige mængder stråfoder og krybbefoder.
  • En mat kedelig pels

Ser du en række af de mere alvorlige symptomer kræver det et opkald til dyrlægen, da det også kan være tegn på andre problematiske tilstande eller sygdomme. F.eks. er der mange sammenfald med symptomer på mavesår og Leaky Gut Syndrome. Mavesår er netop en af de ting, der kan undersøges og diagnosticeres ved dyrlægen. En af de helt store udfordringer ved Leaky Gut Syndrome, er, at der på nuværende tidspunkt ikke er en gængs metode, der bruges til at diagnosticere det. Derfor vil det ofte være en vurdering eller et kvalificeret gæt ud fra de undersøgelser hesten allerede har været igennem, og hvad der er fundet eller udelukket, og de observationer, du gør dig som hestens menneske.

Er der kraftig mistanke om Leaky Gut Syndrome, er der heldigvis flere ting, man kan gøre for sin hest. Der er både management og miljømæssige tiltag, man kan gøre, men det er også en af de tilstande hvor ernæringsterapi, kan gøre en kæmpe forskel for hesten. Med andre ord, man kan sammensætte en speciallavet foderplan for at rette op på problemet samtidig med, at man kigger på hvilke reguleringer, der kan laves omkring hesten for både at rette op på problemet og forebygge, at det opstår igen.

Har du brug for hjælp til den ernæringsterapeutiske tilgang, kan du bestille en foderplan eller booke en foderrådgivning ved mig:
https://helanyequine.dk/foderplaner/
https://helanyequine.dk/foderraadgivning/

Velkommen til bloggen

Her deler jeg løbende blogindlæg om den holistiske tilgang til hestens fodring og træning.