De første år på rideskole og tiden med partheste
Som så mange andre hestemennesker startede jeg min rejse på med hestene på den lokale rideskole, hvor jeg i en ung alder startede med at gå til ridning én gang i ugen. Det gjorde jeg i ca. syv år. I løbet af de syv år gik jeg fra begynderhold til de øvede hold. Jeg var aldrig den modigste eller den dygtigste rytter på de hold, jeg red på, men jeg nød samværet med hestene og havde i starten også veninder på rideskolen. Mine rideveninder begyndte stille og roligt at få deres egne ponyer, mens jeg fortsat red en gang i ugen på en af rideskolens heste. Jeg begyndte dog også at komme i stalden, hvor de privatejede heste stod, og her endte jeg med at ride en privatejet hest, Pique, et par gange i ugen. Det viste sig at blive starten på slutningen af rideskoletiden for mig. Jeg har nemlig altid været en sensitiv og forsigtig rytter, og hvor jeg til en vis grad havde været udfordret med nogle af rideskolens heste, var jeg i det store hele blevet matcher med heste, der passede godt til mit forsigtige temperament. Det viste sig at Pique og jeg var et rigtig dårligt match i den forstand, at jeg var en ung sensitiv rytter, og hun var en ung og uerfaren hest. Jeg blev mere og mere bange for at ride. Det betød at både Zitta (rideskolens hest) og Pique blev enormt anspændte og bange, hver gang jeg kom i sadlen – de mærkede simpelthen hvor rædselsslagen jeg var og spejlede det direkte tilbage til mig. Det blev en ond cirkel. I dag ved jeg, at jeg havde rideangst, men dengang var det ikke en ting, der blev talt om, og jeg anede ikke, hvad der var galt andet end, at jeg følte mig enormt forkert, når jeg sammenlignede mig med de jævnaldrende piger på rideskolen.
Det viste sig også, at det ikke var andre mennesker, der skulle hjælpe mig igennem rideangsten. Mod alle odds skulle det blive en lille ung vallak, Aramis, som jeg fik part på, der hjalp mig igennem det. Da jeg fik part på ham, var jeg stoppet på rideskolen og begyndt udelukkende at have med privatejede heste at gøre – i andre stalde. Det betød mere tid med hestene og færre ridelektioner. Selvom man aldrig stopper med at lære og undervisning, i min optik er vigtigt, var hestetiden noget af det, jeg havde allermest brug for dengang. Der er specielt en episode med Aramis, der står meget klart i min hukommelse. Vi havde været ude på en ridetur og var på vej hjem til gården. Da vi rider af markvejen, møder vi en mand med en hund, som ikke er i snor. Hunden reagerer på synet af mig og hesten ved at fare gøende imod os og løbe ind imellem benene på Aramis. Jeg var noget nær ved at gå i panik og frygten vældede op i mig. Heldigvis var Aramis ikke så let påvirkelig. Han lavede et spjæt og stillede sig med fire ben spredt fra hinanden så meget han nu kunne, og så ventede han bare på at hunden var færdig med at rende mellem benene på ham. Efter den oprindelige forskrækkelse, endte jeg med at sidde med en følelse af tryghed og taknemlighed over den lille hest. Hvis Aramis ikke allerede havde en særlig plads i mit hjerte, så fik han det i det øjeblik.
Det var også med Aramis, at jeg for første gang oplevede følelsen af et knust hjerte. Aramis blev nemlig sat til salg, mens jeg havde part på ham. Mine forældre og jeg kiggede på økonomien i at eje en hest, og om jeg nu kunne have råd til ham. På det tidspunkt var jeg kun omkring de 14-15 år, og det økonomiske regnestykke gik ikke op. Aramis blev solgt til en anden heldig pige, og jeg gik videre til en ny parthest.
Hvad der i starten føltes som et stort tab for mig, viste sig på sigt at være en gave. Da jeg ikke ejede min egen hest, fik jeg nemlig mulighed for at møde og træne mange forskellige heste i de efterfølgende år. Dette gjaldt bl.a. hoppen Dina, som ikke måtte rides pga. udfordringer i hendes ryg. Hendes ejer havde brug for hjælp til gåture og jordarbejde med hende. Dinas ejer, Betina, underviste mig i, hvordan jeg skulle gøre og mødet med dette makkerpar endte med at sætte kursen for min videre færd i hesteverdenen. Og Betina blev en fast del af min omgangskreds både i og uden for hesteverdenen.
Jeg forelskede mig i Australien
Da jeg blev færdig på gymnasiet, besluttede jeg mig, som så mange andre på det tidspunkt, for at tage et sabbatår, hvor jeg skulle rejse. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men jeg vidste, at jeg ville arbejde med heste i løbet af det år. Det førte mig, efter utallige ansøgninger til dygtige hestetrænerere, til Holistic Equitation i Australien. Her fik jeg mulighed for at rehabilitere såkaldte problemheste, træne de welsh ponyer, der blev avlet på gården, og fik berøring med alt fra Equine Facilitated Learning og Photonic Therapy til træning af galopheste. Det år i Australien står den dag i dag stadig som et af de mest lærerige, hårde og fantastiske år i mit liv. Jeg blev fuldstændig forelsket i landet, og jeg følte mig hjemme på gården i Australien. Det var dermed også et hårdt realitetstjek, da udløbsdatoen på mit visum nærmede sig, og jeg måtte vende hjem til Danmark og hjem til det danske uddannelsessystem.
Jeg havde længe troet at jeg skulle læse til dyrlæge, men i løbet af min tid i gymnasiet og i Australien gik det mere og mere op for mig, at det ikke var den rette vej for mig. Jeg endte i stedet med at læse ernæring og sundhed – til mennesker vel at bemærke. Jeg havde nemlig endnu ikke indset at mine to store passioner kunne kombineres, og det var muligt at arbejde med HESTES ernæring og sundhed. Det gik først op for mig i årene efter jeg tog min uddannelse. Da jeg blev færdig med min bachelor, havde jeg oprindeligt tænkt, at jeg skulle videre og læse en kandidat. Når jeg ser tilbage på den tid, var det i virkeligheden fordi jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv. Heldigvis tog livet en anden drejning, og jeg fik mulighed for at komme tilbage til Australien. Under min uddannelse havde jeg i min fritid stiftet bekendtskab med en spansk-australsk træner, Manolo Mendez. Han søgte på daværende tidspunkt en working student og jeg besluttede mig for at søge stillingen. Jeg skulle jo alligevel afsted til Australien igen – og gården, La Mancha, lå kun 45 min. uden for den by jeg skulle bo i. Jeg kom igennem det første nåleøje og skulle sende yderligere informationer til Manolo. Jeg kom faktisk så langt, at jeg var blandt de sidste to kandidater, hvor de endte med at gå med den anden kandidat. Skuffelsen var stor, og lige efter afslaget stod jeg tilbage og følte mig ikke god nok og også en smule fortabt. Jeg endte dog med at få en åben invitation at Manolo Mendez og hans kone Kate til at komme på besøg på La Mancha, når jeg ville. Et privilegie jeg udnyttede fuldt ud. Det gav mig mange gode weekender og lærerige timer på La Mancha omgivet af dygtige hestefolk og fantastiske heste. Jeg observerede træning efter træning og lektion efter lektion med Manolo, og jeg sugede til mig at den guldgrube af viden manden sidder inde med. Det var også her jeg stiftede bekendtskab med Equinology og begyndte at videreuddanne mig med kurser via Equinology og Dr. Eleanor Kellon. Det gik stille og roligt op for mig at mine passioner kunne kombineres. Hvordan det helt præcist skulle foregå, havde jeg endnu ikke øje for.
Tilbage til Danmark
Skæbnen ville at jeg skulle tilbage til Danmark igen – endnu et visum, der havde sit udløb. Hjemme i Danmark igen fandt jeg et fuldtidsjob inden for mit egentlige fag, og jeg begyndte at arbejde med kosttilskud og naturlægemidler til mennesker.
Da jeg havde fundet mig til rette i Danmark igen, begyndte jeg lige så stille at få efterspørgsmål på undervisning. Jeg begyndte så småt at undervise venner og bekendte i min fritid. I løbet af få år udviklede det sig og min enkeltmandsvirksomhed, Hesten som Helhed, blev skabt. Her underviste jeg primært og begyndte så småt at lave foderplaner. Det var ikke noget, der betalte regningerne, men var et godt supplement til et deltidsarbejde. På det tidspunkt var jeg heldig at få et deltidsjob hos en sadelmager, hvor jeg også fik mulighed for at lære en masse fra dygtige fagfolk.
Mødet med hesten, jeg ikke skulle have
I 2019 besluttede jeg mig for, at det var tid til, at jeg skulle have min egen hest. I ca. 22 år havde jeg redet på og trænet andre menneskers heste. Det har været en kæmpe gave og et privilegie at få lov til det, da hver eneste hest også har været en læremester. Jeg havde dog også et savn i, at hestene altid skulle videre uden mig. Jeg manglede den årelange proces med én hest, hvor relationen også kunne få lov til at blomstre.
Ud fra den viden og erfaring jeg havde, lavede jeg en liste over hvilken type hest, jeg ville have. Efter mange års arbejde med ungheste og de såkaldte problemheste, havde jeg et ønske om en ukompliceret hest, der var stabil i alle tre gangarter og rimelig lige til. Jeg kørte både langt nord på og langt øst på i Danmark for at kigge på heste. Og jeg fandt faktisk hesten, der levede op til mine ønsker, og var inden for mit budget. Men jeg stod med følelsen af, at det ”bare” var en hest. Jeg følte ikke, at han var MIN hest – det var ikke som med den følelse, jeg havde med Aramis, der hjalp mig over min rideangst. Så det blev et nej tak til den, på papiret, rigtige hest.
En dag i august ringer en af mine elever så til mig. Hun ringede og fortalte om den her hest hun kendte, der var til salg, fordi avleren skulle skære ned i sit hestehold. Jeg glemmer aldrig den sætning hun sagde under vores samtale: ”du ville være virkelig god for ham”. Hesten stod kun 15 min. fra hvor jeg boede, så det ville jo næsten være fjollet ikke at tage ud og se ham. Så jeg kørte derud med to af mine hestekyndige veninder.
Og Ravel, som han hedder, var lige præcis den hest, jeg ikke skulle have. Relativt rå og ikke helt problemfri for at sige det pænt. Han blev gennet fra folden og over på ridebanen sammen med sin mor og sin søster. Jeg forelskede mig selvfølgelig pladask i ham, da jeg så ham trave op ad ridebanen i den fineste blødeste trav.
Der var heldigvis ikke nogen, der sagde til mig, at det var en dårlig idé. Der var dog en del ”er du sikker?”. Og nej, jeg var ikke sikker og der var mange overvejelser i mit hovede, men i hjertet kunne jeg ikke lade være. Og med de værktøjer jeg havde med i min rygsæk, vidste jeg også, at jeg godt kunne håndtere og træne en hest som ham. Jeg besøgte Ravel 4-5 gange hos avleren før han blev min hest. Og jeg havde dermed taget hul på et kæmpe projekt. Et projekt, der har været det hele værd, selvom der har været hårde dage med tvivl på egne evner.
Ravel er en hest med ild i sjælen og han kommunikerer ekstremt tydeligt, hvis altså bare jeg formår at lytte. Han har igennem årene lært mig utrolig meget, og jeg har fået gentagende lektioner i at lytte, at føle, at kommunikere og sige til og fra på mine egne og min hests vejne. Han er på alle måder min læremester.
Hesten som Helhed bliver til Helany Equine
Efter nogle år i Danmark og med de tiltag jeg havde gjort for at videreuddanne mig, blev jeg ansat som foderkonsulent hos et firma, der producerer hestefoder. Det var også i dette job, at det gik op for mig, at jeg i det lange løb gerne ville være uvildig, når det kom til min vejledning og rådgivning.
Jeg lærte rigtig meget af de heste og mennesker, jeg kom i kontakt med i løbet af disse år. Her fandt jeg ud af, at jeg virkelig brændte for at hjælpe de heste, der var i eller havde været igennem længere sygdomsforløb eller hvor ejeren stod med lidt større problematikker hos hesten. Det afledte en masse refleksioner om den helhedsorienterede tilgang, som jeg jo allerede havde startet op i Hesten som Helhed. Jeg har altid haft enormt svært ved at træde frem og turde sige ”her er jeg”. 2024 blev dog et år, hvor fik nogle voldsomme skub, og med det fandt modet til at tage det store skridt ud i at være helt selvstændig. Med det har jeg også måtte træde skridtet frem og byde ind med mine kompetencer i hesteverdenen. Og som en slags symbol for det blev Hesten som Helhed til Helany Equine – med familienavnet i centrum.
