Jeg oplever, at der kan være et relativt stort spænd i hvor høj værdi vi tillægger hestens fodring, når det kommer til hestens generelle sundhed og trivsel, men vidste du har den helt grundlæggende fodring faktisk er af afgørende betydning for din hest?
Når jeg sammensætter en foderplan, skelner jeg mellem hestens grundfodring, funktionel fodring og ernæringsterapi. Der vil altid være behov for en god grundfodring til hesten, men hvorvidt der er behov for de funktionelle næringsstoffer og ernæringsterapi afhænger af den enkelte hest, og de nogle tilfælde også ejerens ønsker.
Hvis man sætter det lidt på spidsen, er grundfodringen vigtig for at holde hesten i live. Ændrer vi perspektivet en smule og går lidt mere i detaljen, bidrager grundfodringen med de næringsstoffer, der skal til for at hesten har mulighed for at vedligeholde lige forskellige systemer i kroppen, så sundhed og trivsel opretholdes. Med andre ord er din hests fodring byggestenene for hver eneste celle i hestens krop. Vi er gode til at spotte problemer med hestens hud, pels og hove, da det er forandringer, der er relativt synlige for os. Der er dog også en række andre funktioner, der er knap så synlige. Det gælder hestens muskulatur, integriteten af sener, ligamenter og led, dannelsen af hormoner, fordøjelsesfunktion, nervesignalering m.m. Det betyder at en velafbalanceret foderplan ikke bare er vigtig for hestens generelle trivsel, men faktisk også hvis vi gerne vil forebygge skader eller hjælpe hesten ovenpå igen, hvis skaden først er sket. I det her blogindlæg tager vi et lille kig på næringsstoffer til hestens nervesystem.
Basale næringsstoffer
Der er forskellige næringsstoffer i grundfodringen, der er relevant at have in mende. Det gælder bl.a. flerumættede fedtsyrer som omega-3 og omega-6 fedtsyrer og aminosyrer som f.eks. tryptofan og fenylalanin. Dette er næringsstoffer, som direkte indgår i forskellige typer af celler i nervesystemet. Vitaminer som E-vitamin, B-vitaminer og C-vitaminer er ligeledes vigtige for nervesystemet. Det kan reelt set diskuteres, om B-vitaminer og C-vitaminer er essentielle næringsstoffer for hesten, som det er ved mennesker. Det er nemlig vitaminer hesten har en egenproduktion af. Spørgsmålet er blot, om de producerer tilstrækkeligt. Det kræver nemlig, at hesten er sund og rask uden fordøjelsesproblemer eller andre udfordringer, der kan påvirke dannelsen af B-vitaminer i stortarmen eller C-vitamin i leveren. Sammenholdt med at hesten også har et større forbrug (og dermed behov) for B-vitaminer og C-vitamin i forbindelse med stress, ender B- og C-vitaminer i en slags mellem kategori, når vi skal vurdere om hestens behov for tilførsel af næringsstoffer bliver mødt.
Vi har også en række mineraler som selen, zink, magnesium, natrium, jern, kobber, mangan og jod, der har vigtige funktioner i nervesystemet. Mange vitaminer og mineraler fungerer som antioxidanter og de er med til at beskytte nervesystemet mod oxidative skader. Ofte er der rigelige mængder jern og mangan i dansk stråfoder (dog ikke altid), men de andre mineraler er stort set altid nødvendige at tilføre hesten via krybbefodringen. Det er bl.a. her stråfoderanalyser kommer ind i billedet. Har vi en mineralanalyse af hestens stråfoder, har vi nemlig mulighed for at balancere hestens tildeling af bl.a. mineraler i krybbefodringen ud fra stråfoderets indhold og den enkelte hests behov. Alle de essentielle næringsstoffer vil i større eller mindre grad indgå i dannelsen af neutrotransmittere, og det er blot én af grundene til, at jeg sætter så stort et fokus på grundfodringen – uanset om du har en ukompliceret hest eller en hest, der har relevante problematikker.
Den nervøse hest
Hvis man specifikt kigger på nervøse heste kan følgende vitaminer og mineraler være vigtige at have styr på:
B-vitaminer: B-vitaminer, især vitamin B1 (thiamin), er vigtige for nervesystemets sundhed. Mangel på thiamin kan resultere i nedsat nervefunktion, hvilket kan bidrage til nervøsitet og irritabilitet hos heste.
Magnesium: Magnesium er afgørende for nervesystemets funktion, da det hjælper med at regulere neurotransmittere og nerveimpulser. Mangel på magnesium kan føre til muskelspændinger og nervøsitet hos heste.
Omega-3 fedtsyrer: Omend det ikke er et vitamin eller et mineral, er omega-3 fedtsyrer vigtige for nervesystemets sundhed.
Du kan læse mere om omega-3 fedtsyrer her: https://helanyequine.dk/essentielle-fedtsyrer-til-heste/
Calcium og kalium: Disse mineraler er vigtige for nerveimpuls transmission og muskelkontraktion. Ubalancer i tildelingen kan påvirke nervesystemets funktion og potentielt bidrage til nervøsitet.
Det er vigtigt at bemærke, at nervøsitet hos heste kan være forårsaget af flere faktorer, der ikke kun handler om fodringen, herunder træning, miljømæssige stressorer, smerter mm. Hvis du har mistanke om, at din hest er nervøs på grund af foderrelaterede årsager, kan det være en god idé at få gennemgået foderplanen.
Hvad er den rette løsning?
Det er som regel en god idé at have helt styr på hestens grundfodring inden man kaster sig ud i funktionelle næringsstoffer eller ernæringsterapi. Er der ikke styr på den grundlæggende fodring svarer det lidt til at bygge vægge og tag på et fundament, der er fyldt med revner. Du kan stadig få en lille effekt (tag over hovedet), men det er sjældent en langtidsholdbar løsning.
Når jeg sammensætter en foderplan, tager jeg hensyn til alle de ovenstående faktorer. Jeg forholder mig til din hests historik, den nuværende fodring, eventuelle udfordringer I måtte have, og sammensætter en nøje afbalanceret foderplan, så hesten får de rette næringsstoffer i den rette form, i de rette mængder og i den rette periode.
Vil du gerne have min hjælpe til at sammensætte en Holistisk Foderplan til din hest, kan den bestilles her: https://l.lumant.dk/holistisk-foderplan
Vil du hellere selv blive eksperten på din hests fodring, kan det være, at min online kursus Holistisk Fodring – Den nøjsomme hest, er det rette for dig. Det finder du her: https://l.lumant.dk/den-nojsomme-hest
Er du i tvivl om, jeg kan hjælpe dig og din hest, er du altid velkommen til at sende mig en e-mail på susan@helanyequine.dk






