Vurdering af hestens huld

af | sep 9, 2019 | Fodring, Hestens stråfoder, Huld, Krybbefoder

Da jeg var på udkig efter min nye hest, mødte jeg mange forskellige typer af heste. Der var både for tynde heste, muskelfattige heste, heste, der var i tilpas huld og overvægtige heste. Det blev dog tydeligt, at der var langt flere overvægtige heste end jeg lige havde regnet med at møde.  

Det kan være virkelig svært at have en hest, der er nøjsom, og let bliver overvægtig – eller have en overvægtig hest, som man kæmper for at slanke. Det er dog vigtigt, at vi bliver ved med at gøre en indsats for at holde hesten ved sin idealvægt. Som hesteejere er det vores ansvar. Det er nogle gange lettere sagt end gjort – de fleste kender vist det med, at hesten har taget lidt for meget på hen over sommeren, hvor hesten har mæsket sig i det lækre græs, og man så skal kæmpe en brav kamp henover vinteren for at møde hestens behov for føde samtidig med, at man også sikrer et vægttab.

Der er flere mere eller mindre uheldige konsekvenser af overvægt hos heste. Det gælder bl.a.:

  • Øget belastning på led, sener og ligamenter
  • Øget belastning på kredsløbet
  • Tungere vejrtrækning og besvær med at regulere kropstemperatur under træning
  • Lavere insulinfølsomhed (=dårlige blodsukkerregulering)
  • Lavere leptinfølsomhed (=dårligere mæthedsfornemmelse)

Den nemmeste måde at vurdere, hvor hesten ligger vægtmæssigt, er ganske enkelt at kigge på den. Jeg tror, at de fleste hesteejere er bekendt med at hestens vægt godt kan svinge lidt alt efter årstid, hvor meget, man lige får trænet osv.

Forårs- og sommergræsset er ofte den helt store synder, fordi hestene pludselig har mulighed for at indtage langt større mængder stråfoder end resten af året, hvor vi bedre kan kontrollere deres indtag af hø og wrap. Det er altid en god idé at være på forkant, da det er noget nemmere at vedligeholde vægten, end det er at få hesten ned i vægt, når den først har taget på. Har man en hest, der skal slanke sig, og man skærer ned i mængden af krybbefoder, skal man være opmærksom på, at hesten ikke vil få samme mængde aminosyrer, vitaminer og mineraler som før. En tilpasning af tilskud er vigtig for at sikre at hesten er dækket ind med de essentielle næringsstoffer. Når det kommer til stråfoderet, er der flere faktorer, man bør have in mende. Kunsten er oftest at finde balancen mellem at tildele nok stråfoder til at sikre tyggetid, beskæftigelsestid og indtag af tilstrækkeligt med fibre af hensyn til hestens fordøjelsesfunktion og stressniveau. Vil man være helt sikker på, at man fodrer korrekt, er det en god idé at lave specifikke beregninger på den enkelte hest.

Hennekes Body Condition Score (BCS) er et godt udgangspunkt for at vurdere om hesten ligger nogenlunde omkring sin idealvægt. Her giver man hesten en score fra 1-9 ud fra hestens udseende. En score på 1 svarer til en ekstremt undervægtig hest, og modsat svarer en score på 9 til en ekstremt overvægtig hest. Er du i tvivl om, hvor din hest ligger, så er der måske nogen i stalden, du kan øve dig på vurderinger med, du kan spørge dyrlægen, hvis du alligevel har vedkommende ude eller få hjælp fra andre fagpersoner. Når du er kunde ved mig, hjælper jeg gerne med en vurdering. En voksen hest bør ligge på BCS 5 (et interval på BCS  4,5-6 er acceptabelt afhængigt den enkelte hests specifikke situation). Unge heste må f.eks. gerne ligge en smule lavere på BCS 4,5-5. Det er bl.a. for at undgå problemer med deres led, som endnu ikke er færdigudviklede. Er hesten forfangen eller har været det, vil BCS på 4,5-5 også være rigtig fint. Har man en hest, der er i hård eller intensiv træning, vil man kunne acceptere en huldscore på 6, mens de fleste heste, som er i let træning bør ligge omkring 5.

Ved BCS på 5 har man en hest hvor:

  • Der er en blød linje fra hals hen over manken, ned til skulder og hen ad ryggen uden synlige fedtdepoter.
  • Ryggen er lige dvs. det hverken udtalte buler op eller ned langs rygraden.
  • Ribbenene kan ikke ses, men let føles, når man stryger hånden henover.
  • Fedtdepotet omkring haleroden føles let svampet (så hverken helt hårdt eller helt blødt), og der er ikke nogen synlig bule op.

Vil du gerne have hjælp til huldvurdering eller en foderplan for din hest, kan du bestille en foderplan eller booke et staldbesøg, hvor jeg guider dig i hestens huld og de tiltag, der kan hjælpe jer på rette vej.

Læs mere om foderplaner her: https://helanyequine.dk/foderplaner/

Læs mere om staldbesøg her: https://helanyequine.dk/staldbesoeg/

Velkommen til bloggen

Her deler jeg løbende blogindlæg om den holistiske tilgang til hestens fodring og træning.